”Af alt det farlige der findes i verden, er der lige nu et lille ondsindet virus der skræmmer mig mest…” – Sådan lød rubrikken til et blogindlæg jeg skrev i starten af februar, men som jeg valgte at aldrig publicere. Nu er det juni og jeg siger det samme, at det som stadig skræmmer mig mest er det samme lille ondsindede virus som nu holdt vores verden i en skrækkelig grip alt siden året start i januar… eller egentlig tidligere, bare det at vi ikke troede vi havde noget at frygte – det var jo alt sammen i Kina! Puha hvor er vi heldige… Bah!
Nej sådan var det nok ikke. Selvfølgelig var vi mange der følte uro allerede da vi hørte nyhederne fra Kina i december/januar, men forhåbentlig var vi ikke fuldt så mange som for alvor følte en frygt overfor en eventuel spredning og pandemi? Jeg siger ”forhåbentlig” fordi den frygt jeg begyndte at opleve kunne jeg godt have fået gemt til senere – ”Man skal ikke tage sorg på forskud, for så risikerer man at have sorg to gange”, er det ikke sådan man siger det? Det passer i hvert fald meget godt i mit tilfælde vedrørende coronavirusset.
Jeg har været, og er stadig, meget bange og kæmper nu med at vove mig ud i samfundet igen. Det var dog ikke før jeg hørte det første pressemødet hvor statsministeren forklarede at virusset nået til Danmark, som rædslen for alvor greb mig.
Hvorfor fortæller jeg så dette nu? Tja, det har gået måneder siden jeg publicerede noget her i min blog og dét faktisk meget takket være coronasituationen som fyldt alt for meget i mine tanker og som derved bremset mig til at skrive mine indlæg, om helt andre ting, og som nu ventet et stykke tid. Jeg har haft brug for at hvile mine tanker og i stedet fokusere på mine mere ”statiske” opgaver som altid ligger og venter på mit skrivebord, og på min fritid har jeg hvilet tankerne med at starte en ”hub” på Instagram, (@fortheloveofleaves_ – hvis du er nysgerrig). For helt ærligt har jeg tilladt alt information, pressemøder og nyheder om covid19 fylde mere end det burde have fået gøre, selvom det også været og er et vigtigt og værdifuldt indslag i hverdagen.
Uden at skulle orde meget mere om nuværende situation, hvor restriktionerne ophæves én efter én og grænserne stille og rolig åbnes op, kan jeg bare sige at jo – Det er stadig det der lille ondsindede virus der skræmmer mig mest. Jeg frygter vi snart befinder os i den samme situation som vi gjorde her i marts, når vi gik i kollektiv karantæne og alt lukkede ned. Genkender min uro fra februar, hvorfor jeg i dag læste igennem min kladder til det indlæg min frygt fik mig til at skrive den gang. Jeg smiler lidt når jeg læser, (og føler mig lidt flov…), fordi jeg den gang følte mig som en ”alarmist” som lød min egen frygt give plads til sådanne ukvalificerede overdrifter som jeg mente jeg gav udtryk for… men som på mange måder desværre viste sig blive sande. Tænker at mine spørgsmål og tanker den gang heller ikke var noget jeg sat alene med, vi var nok ret mange som følte uroen, og måske var jeg heller ikke alene i at prøve at berolige mig med at eksperterne nok havde styr på det hele. Min tillid til videnskaben plejer heller ikke at svigte, men når det drejer sig om covid19 er det ikke ret meget der beroliger mig mere. Ikke fordi jeg ikke stoler på eksperter, uden fordi covid19 stadig er noget vi ikke oplevet tidligere og at det lige så sikkert som det kan have lavets fejl i håndteringen frem til nu, igen vil komme til at laves fejl. Men jeg prøver at vende tilbage til det normale så godt jeg bare kan, men vil endnu i lang tid handle ind når butikkerne åbner, undgå pladser med mange mennesker og vask hænder, vask hænder, vask hænder! Jeg skal nu også vende tilbage til min normale hverdag og få skrevet nogle blogindlæg jeg påbegyndt for et stykke tid siden, blogindlæg som handler om én af de ting som i mit arbejde interesserer mig meget; kundeservice – at give service og at være den der har brug for det. Så for bare at ”lukke den af”, og gøre plads til det jeg ønsker at skrive om, har jeg besluttet mig for at også publicere mit indlæg fra den 2. februar, som kun blev til en kladde. Grunden til at jeg aldrig sendte den ud i februar var, jeg var urolig jeg ville være med til at sprede unødvendig uro samt at jeg kom frem til at mine ord nok ikke ville gøre nogen som helst forskel og derfor mere ville fylde mit behov af at skrive det, end nogen andens at læse det. Ja sådan er det måske med det meste der sendes ud i en blog og med henblik på at jeg ikke har så mange læsere endnu samt at alle nok er godt informerede af myndighederne i dag, tør jeg alligevel at byde på mine ”paniktanker” fra februar. Jeg har ikke nogen ide om at det vil tilføre noget andet end at ja, sådan her så det ud for mig og at jeg håber jeg nu kan komme videre og holde covid19 væk fra ikke kun mit liv, men også min blog.
Blogindlæg fra 2. februar 2020
Af alt det farlige der findes i verden, er det lige nu et lille ondsindet virus der skræmmer mig mest…
“Smil, tingene kunne være værre! …jeg smilede og alt blev værre”, er det jeg tænker når jeg læser om coronavirusets spredning over verden, og føler uroen snige sig på selvom mit fornuft fortæller mig det samme som jeg kan læse at “de kloge” siger – Ikke nogen uro for os her i Danmark…. endnu.
~ Bare nogle tanker og spørgsmål fra en uroet hjerne ~
Jeg har bare, ligesom sikkert mange andre, svært at forstå hvorfor vi ikke “lukker vejene” mere til risikoen for spredning. Tænker at selvom det er størst risiko for smitte for dem der befinder sig/har befundet sig i Wuhan – epicentrum for virusudbruddet, er vel den eneste måde for virusset at spredes til andre dele af verden takket vare mennesker som uvidende er virusbærere og rejser fra den aktuelle region/lande til andre dele af verden. Indser det kan være lige lovligt panikartet at direkte lukke alle veje til og fra dette epicentrum, men når man begynder at se hvor nye sygedomsfald dukker op burde det vel være det næste skridt? Jeg hører selv panikken bag det jeg skriver, og panik gør intet godt men urolig det er jeg. Hvis der allerede er smittede i Tyskland og Sverige, og nu senest Kanarieøerne, som jo er et populært rejsemål for os nordboer, betyder det så ikke det kun er et spørgsmål om tid inden også Danmark bliver et punkt på listen over lande der er blevet inficeret?
Selvfølgelig forstår jeg at man på hospitalerne rundt om i verden har gode rutiner for hvordan man tager hånd om inficerede patienter for ikke at sprede smitten, men hvor mange har disse personer nået at smitte før de selve bliver syge? Læste at inkubationstiden er omkring 12 – 14 dage, på den tid kan en solbrændt rejsenær nået at smitte en hel del medmennesker på sin rejse hjem fra Kanarieøerne. Tænk bare på hvor mange mennesker der er i lufthavnen, herefter tager man måske bus/tog eller en taxa hjem og læg til det en tur til en madbutik for at fylde op køleskabet, møder på jobbet og en øl med vennerne på en pub til fyraften. Det er nok med en lille nys, for at sprede virusset videre til en hånd der gnubber i et øje, klør i næsen eller gir en kærlig kys. Husk – min uro taler og formulerer sikkert en overdrift, men det er også min alt andet end højt sundhedsuddannede hjerne med den meget basale viden om hygiejne og smittespredning, som en SoSu/klinikassistent forventes have, der trigger min uro. Hvis vi bare, i min mening, været mere dygtige til at håndtere de “ufarlige” forkølelsesvirusserne og haft forstand på at nyse “i armen” og ikke bare direkte ud i luften, (for at formindske kontamineringsfladen), brugt et lommetørklæde i stedet for hånden når næsen løber og især at vi alle vasker hænder meget mere tit, jamen så havde jeg været mindre urolig vil jeg tro 😉
Men dette er uro og helt sikkert i den unødvendigt høje ende, alligevel spørger jeg mig hvorfor ikke de Danske myndigheder tager sagen lige så alvorlig som jeg synes andre lande gør. Hvorfor skal ikke de fire personer der er blevet hentet hjem fra Kina sidde i karantæne? Jeg har fulgt live-dækningen, (på tale om panik… er det virkelig nødvendig med en live-dækning? Ja ja…), og kunnet se indsendte spørgsmål fra læsere der stiller sig det samme spørgsmål som jeg gør. Ekspertisen besvarer, og forsøger at berolige med, at dem der er blevet hentet hjem er raske – det vil sige screenet uden symptomer før/under/efter rejsen, samt at Danmark “ikke karantænesætter folk per automatik”, (citat fra nyhed hos tvmidtvest). Hvad med at karantænesætte efter beslut med hensyn til særlig hændelse, tænker jeg. Jeg er ikke beroliget. Jeg tænker også,at hvis det var mig, ville jeg have haft fuld forståelse overfor en karantænetid og også følt mig tryg ved at fortsat blive screenet med, hvis jeg var uheldig, efterfølgende hjælp på afset hospital. Observere at jeg på ingen måde kritiserer de stakkels mennesker der lige er blevet hentet hjem. Jeg ønsker dem intet andet end ro og at fortsat få være raske!
Men…. Ikke nogen panik, vi tager det bare rolig imens virusset vandrer videre over landegrænserne… og husker at, som jeg hørte nogen sige på dagens udsendelse af Presselogen, “de der dør har alle haft et svækket helbred, er kronisk syge eller gamle mennesker“. Jeg bliver så irriteret! Ja, det er godt at huske på at det også er mange mennesker, i den gruppe jeg lige nævnte, som heller ikke klarer den “almindelige årlige influenza”, men til influenzatiderne findes det vaccination som især denne gruppe mennesker bliver sikrede med. Desuden er det også mange mennesker i denne gruppe som på ingen måde allerede ligger ved dødens dør og venter, uden kan have en kronisk sygdom som diabetes eller måske KOL og som dårligt klarer en influenza, men meget godt klarer at arbejde og leve. Jeg tilhører selv KOL-gruppen, heldigvis ikke så alvorlig men jeg kan lige love dig for det mærkes når jeg får en forkølelse med efterfølgende forværret bronkit. Til sidst tænker jeg at dette udtalende, uanset hvor rigtig det end må være, er ret nedladende da det lyder som at disse mennesker alligevel ikke var at regne med og ja, “så er det jo ikke så alvorligt”… Ja jeg overdriver sikkert igen, betydningen er jo at langt de fleste ikke skal være urolige og især ikke løbe omkring med mundbind på Københavns gader. Men jeg kan sagtens forstå de gør det.
Glædende nok kunne jeg idag læse at man haft fremgang med hjælp af HIV- og influenzamediciner, som ser ud til at sætte en stopper for dette slemme coronavirus. Lægevidenskaben ved helt sikkert hvad de gør og vi skal nok lade være med at lade uroen tage overhånd. Hvis jeg trækker rullegardinet ned for mit triggede “uro-centre” og i stedet tillader mig at huske hvordan jeg forholde mig til tingende den gang det var fugleinfluenza-udbrud, smiler jeg ad mig selv… Den gang arbejdede jeg som lægesekretær på en stor akutklinik i Sverige, hvor forberedelserne var store for at tage imod patient med mistanke om fugleinfluenza. Den samme dramatik den gang, med den for mig rent personlige forskel at jeg følte mig mere tryg på trods af jeg også var bange for hvor slemt det ville kunne blive. Jeg tænker det er lige præcis nu jeg mere end nogensinde skal minde mig selv om det jeg plejer at sige lidt som en joke – at “jeg haver tilstrækkeligt med kundskab til at blive urolig, men slet ikke nok til at berolige mig selv” – Med andre ord indser jeg min kundskabsmæssige begrænsning og at jeg bare skal tage det rolig og stole på at eksperterne verden over ved hvad det skal til for at stoppe dette frygtelige udbrud sådan at ikke flere skal behøve at dø af et forbandet, lille lortevirus!
Husk at vaske hænderne og nys i armen i stedet for i hånden,
coronavirus eller ikke… det er træls at være syg.
Godaften og tak for at du læste!
Gunilla