Måned: september 2019

Udgivet den

“In Sweden you must have a blanket for to see a doctor”

Blanketter og formularer, hvad ville verden og vi være uden dem? Jeg kan nok sige jeg har et had-kærlighedsforhold til alt bureaukratisk og tilhørende papirarbejde, da jeg godt kan lide at have styr på tingene, tydelig organisations struktur og helst arbejder procesorienteret men også kan synes vi indimellem måske tager det et par, tre skridt for langt sådan at gevinsten med systemet hurtigt forsvinder i den bureaukratiske karrusel. Jeg savner dog et godt, konkret eksempel lige nu, men tænker meget på alle dem blanketter og instanser som kan kræves før noget tilsyneladende ret simpelt ville kunne være på plads, men som først skal danse gennem korridorer, indbokser og beslutningstagernes hænder. Men nu er det er jo ikke bureaukrati jeg tænkte skrive om, uden prøvede bare i en lidt for lang indledning at konkludere det nok er af denne grund – at jeg kommer fra “bureaukratiets mekka” Sverige – som gør at jeg elsker udfordringen med at lave forståelige og pædagogiske blanketter og formularer af forskellige type.

Vi stod for kort tid siden her hjemme med en bil vi skulle sætte til salg. Jeg skal ærligt erkende min manglende viden om salg af køretøjer, hvad det er at tænke på, ansvar og regler – især når det drejer sig om salg/køb mellem privatpersoner. Heldigvis har manden mere styr på disse ting, så efter at jeg fotograferet bilen og manden skrevet annonceteksten, publicerede jeg annoncen og kunne herefter gå igang med at kigge efter en skabelon til kvittering/salgs- og købsaftale. En hurtig søgning på nettet resulterede i flere forskellige varianter af aftaler og så kaldte slutsedler. Indså efter en hurtig skimning at jeg ikke var sikker på hvorvidt skabelonerne jeg fundet var til “fri brug” for hvem som helst, og da jeg har stor respekt over for materialer på nettet, gik jeg istedet igang med at søge efter information for at lære mig om hvad reglerne vedrørende bilsalg siger. Gik samtidigt igang med at skabe en egen slutseddel ud fra den informationen jeg fandt til hvilke oplysninger, felt og tilhørende rubrikker en slutseddel skal skal indholde . Jeg elsker at lave blanketter… og måske var det grunden til at jeg overså den flotte skabelon der fandtes til at hente, (gratis, hvis ik’ jeg tager fejl), på “Tjekbil.dk”. Skabelonen lå nemlig først i indlægget, men som jeg tydeligvis bare scrollet forbi og i stedet gået direkte ned til informationen om formål og hvilke oplysninger en slutseddel skal indeholde samt generelle regler omkring privat salg/køb af køretøj.

Med hjælp af denne liste tjekkede jeg mit udkast til slutseddel, sådan at jeg fået alle oplysninger der anbefaledes at være med i en slutseddel. Jeg kompletterede med nye felt, omdøbte noget andet og fjernede noget tredje. Jeg var dog ikke fuldt tilfreds da jeg syntes min blanketversion ikke blevet så tydelig og overskuelig som jeg ønsket. Valgte derfor at fylde felten med forskellige farver, for at tydeliggøre hvilke oplysninger der afså sælgere respektive købere – navn, ansvarpunkter og lignende. Når jeg endelig følte mig tilstrækkeligt tilfreds med blanketten, som jeg nu syntes var mere tydelig og pædagogisk, tænkte jeg det var bedst at læse den hele information igennem endnu en gang for at sikre jeg ikke misset noget. Nu opdagede jeg slutsedlen der lå fri til at downloade. Ejj… føltes både lidt ærgerligt og dumt. For nu kom jeg i tvivl om jeg skulle gå videre med at bruge den jeg lavet eller om vi bare skulle bruge den som Tjekbil.dk tilbød. Efter at have sammenlignet dem kom jeg frem til at dem jo ikke direkte var ens, men selvfølgelig, med nogle undantagelser, indeholdte samme rubrikker og felt. Igen gik tanken om min slutseddel var “god nok” og ok at bruge, for jeg følte mig jo tilfreds med at have lavet den selvom jeg ikke syntes den tilhørte mine “fremmeste værk”. Lidt skuffende også at jeg ikke per tidspunkt har muligheden til at lave en indtastningsklar PDF, men… nu var det jo en blanket kun til eget privat brug, så kunne det jo være ligemeget. Efter at have vendt tanken om blanketten et par gange, spurgt manden og vi kigget den igennem kom vi frem til at bruge den jeg lavet.

“Ja, og hva så? Hvorfor fortæller du så om alt dette her?”…tænker du måske nu.
Jamen det er simpelthen kun fordi jeg blev mindet om hvor meget jeg kan lide at arbejde med denne type af opgaver. I mine tidligere stillinger har jeg tit været med at arbejde frem forskellige blanketter og webformular, til både kunder og for internt brug, og som nævnt elsker jeg det. Lige denne slutseddel, som jeg nu lavet, er dog som nævnt ikke mit fremmeste “værk” men jeg vil alligevel byde på den her som et enkelt arbejdseksempel. Observere dog at jeg ikke ønsker at denne bruges af andre end mig selv, da jeg stadig er lidt i tvivl om den blev helt korrekt og af den grund ikke påtager mig ansvar for nogen andens evt. handel med køretøjer. Jeg prøver heller ikke at påtage mig copyright, da jeg hentet inspiration og oplysninger fra især “Tjekbil.dk”, selvom jeg valgte at farvemarkere feltene på en anden måde og fjerne/komplettere noget andet. Hvis du skal sælge/købe bil vil jeg anbefale at kigge ind til www.tjekbil.dk, som jeg synes byder på meget god og letforståelig information samt hjælp til at lave bilaffærer, (findes sikkert andre hjemmesider, men det var lige denne jeg kiggede ind til).

Her kan du se min fortolkning af slutseddel til privat handel af bil »

Husk at denne blanket kun er et eksempel på den type af opgaver jeg godt kan lide at arbejde med og at jeg ikke påtager mig nogen copyright – se stykket ovenfor hvor jeg forklarer dette nærmere.

Nå, så hvad med den der “blanket you need for to see a doctor in Sweden”?

Tja… det er ikke altid nemt at finde dem rette orden på engelsk når du pludselig skal skifte til at tale engelsk, især ikke om du allerede er lidt stresset og ikke tit taler engelsk… og når du gør er det ikke ligefrem den bureaukratiske engelsk du bruger, ikke heller selvom du er fra blanketparadiset Sverige. Det fik en af mine lægesekretær-kolleger erfare en travl aften på skadestuen på et af dem tre større hospitalerne i Gøteborg, hvor det så kom en patient fra et andet EU-land for at opsøge læge. Den gang, og sikkert endnu i dag, gælde reglen at hvis du kom fra et EU-lande ville den samme forsikring og regler vedrørende betaling gælde, som for en svensk statsborger. Patienterne kende oftest til dette, men alt for tit havde dem misset den lille detaljen at det krævedes en specifik blanket som skulle være udfyldt fra hjemlandet, (vil mene dette i dag er erstattet med/kompletteret med det blå EU-kort). Lige denne aften var dette tilfældet når kollegaen tog imod patienten i receptionen og på lidt “klumpet”, (kan man sige det sådan?), engelsk spurgte efter denne blanket. Patienten fremviste sit pas og kørekort til sekretæren og så lidt forvirret ud. Kollegaen prøvede så igen at spørge efter blanket E111. Lige som én af os andre overhørte konversationen og gik op til receptionen for at se om vi kunne hjælpe, hør vi vores kollega sige: “Do you have a blanket called E111? In Sweden you must have a blanket for to see a doctor, if you don’t have this blanket you have to pay 2000 SEK instead of 200 SEK“.

Behøver jeg sige at vi alle, inklusive patienten, fik os et godt grin når puslebrikkerne faldt på plads da forklaringen kom, at vi efterspurgte “the E111-form“?
Man kan tænke at denne patient må have undredt sig meget over “blanketternes mekka” Sverige, eller skal jeg sige “mekka of the blankets” 🙂

En bilaffær og slutseddel vækkede sekretærermindenen til liv

Hver gang jeg sidder med blanketter i nogen forbindelse eller bare kommer til at reflektere omkring bureaukrati, ligesom denne gang, dukker denne aften på skadestuen op i min hukommelse. Måske er dette også et godt eksempel på når vi kan opleve at tingen godt kunne være lidt enklere og mindre bureaukratisk… selvom det klart er brug for lige dét når det drejer sig om sundhedsorganisationen. Og ja, jeg kalder Sverige for bureaukratiets paradis, men skal jeg være fair gælder det vel hele EU, ikke mindst i E111-eksemplet, og når alt kommer til alt må man endda elske det hele – Ikke?

Og bilen… ja den blev solgt, med mig som kontorassistenten der havde styr på papirarbejdet, (ikke kun minder der vækkedes til liv, det gjorde også sekretæren i mig). Jeg er dog stadig i tvivl om hvorvidt køberen syntes vi var lige i overkant omhyggelige med det administrative eller om det var en ægte positivt overrasket ton og ikke en ironisk jeg hørte når vi sagde farvel og køberen takkede for et godt møde og handel, med tilægget -“...med blanketter og alt“. Ah pyt, jeg vælger at fortolke det positivt – Hvad kan jeg andet gøre, med min had-kærlighed til blanketverden? 😉

©hosgunilla.com – Spørg før du deler, du behøver min tilladelse for at lænke eller publicere indhold fra min hjemmeside

Udgivet den

Det bankede på min dør…

…forleden dag og udenfor stod et gammelt par hvor manden holdte sig i baggrunden og damen der stod forrest hilste og forklarede meget forsigtigt og diskret at hun og hendes mand gerne ville få fortælle lidt om Bibelen. Jeg forstod meget hurtigt dem var fra… øh, lad mig kalde dem “Hellige øjnevidner”, (HØV, fremrettet i dette indlæg), som var ude for at forkynde og da jeg allerede er meget sikker i min holdning vedrørende tro og religion, forklarede jeg på min pæneste måde at jeg allerede havde mit egne gode forhold til Bibelen klar og derfor ikke var interesseret i at samtale med dem. Den gamle dame nikkede med hovedet, modtog mit svar og takkede for sig. I alt på ingen måde mere forstyrrende end når nogen fra velgørenheden er ude og går med indsamlingsbøtten, altså i stort set nul på min “forstyrrelsesskala”. Men det betyder dog ikke jeg finder det være ok at “en tro” kommer og banker på min dør. Jeg synes faktisk det er forkert, fordi at i min verden er tro noget man søger sig til og ikke bliver være sig født ind til eller opsøgt af.

Dog skal siges, at når det foregår på sådan en forsigtig og respektfuld måde som ved min dør forleden dag, er det ikke noget der skaber den større irritation hos mig. Jeg ved jo at vi er mange der kan irriteres af lige HØV, når de banker på vores dør i forhåbningen at fange en fortabt sjæl. Ligeledes kender jeg mange historier om måden man vælger at sige “nej tak” på og at mange synes det er i orden at gøre det med både aggression, ondsindede og ironiske bemærkninger. Jeg har helt sikkert også gjort mig skyldig til det, når jeg som “ung voksen” flyttet hjemmefra og det var min dør de bankede på, men har faktisk aldrig rigtig kunnet se pointen med det. For mig drejer det sig om respekt – en gensidig respekt – og at jeg skal kunne sige “nej tak” på en pæn måde og at dem skal acceptere jeg ikke er interesseret og herefter lade mig være i fred. HØV har det dog sådan at dem gerne vender tilbage for at gøre et nyt forsøg, igen og igen, år efter år og jeg har forstået det giver god mening for dem, men det mener jeg ikke gør det mere ok. For hvis de banket på hos mig én gang, så ved jeg at dem findes og kan selv opsøge dem i hændelse af at min tanke ville komme at føre mig den vej… faktisk burde det ikke være behov af at få dem på besøg ens én gang, uden jeg synes dem skal vælge andre veje til at fortælle verden at dem findes og at dem gerne fortæller dig lidt om Bibelen, hvis du har lyst. Det er altså her mit problem ligger, og det gør det uanset om det er HØV eller nogen anden kirke/religion/trossamfund der opsøger mig for at forkynde, fordi – igen – jeg mener at en tro er noget man skal finde fordi man søger, og ikke noget der skal sælges i bedste “støvsugersælger”-stil. Det er respektløst mener jeg, mod både tro/religion og person. Jeg vil faktisk mene det er uværdigt.

Min erfaring er dog, at lige meget hvordan jeg vælger at formulere mit “nej tak” og direkte beder dem om at gøre en notering om at ikke vende tilbage til mig, at jeg er tryg i min tro og ikke ønsker at diskutere, og lige meget hvor meget dem lover at “ja, det skal vi nok og tak for os…”, så vender dem altid tilbage til min dør. Man kunne jo fristes at tro det var fordi de tænker jeg er fanget af den “forkerte Gud” eller – Gud hjælpe! – Er fanget af den mørke side, og at dem af den grund vender tilbage til lige mig… men nej, dette har intet at gøre med mig uden er enkom en aktivitet ud fra deres tro og overbevisning. Envis som jeg er, og med en tro på at samtal er den bedste vej til forståelse, prøvede jeg dog i flere år at forklare min holdning for HØV når dem bankede på hos mig. Jeg valgte forskellige formuleringer, forklarede at jeg meget godt kunne både forstå og respektere deres valg og deres tro, men at dem også måste forstå jeg er af en anden indstilling og derfor respektere mit nej, uden forklaringer eller overtalelsesforsøg. Alt uden større fremgang.

I den by hvor jeg voksede op lykkedes det mig aldrig at blive bønhørt, (undskyld..), af HØV og under mine efterfølgende mange år i en svensk storby var jeg faktisk skånet fra dem i lang tid, frem til dagen da to meget insisterende kvinder bankede på og ikke holdte op med det før det endte med at jeg mistede besinningen og med mit dårligste vokabular bad dem gå og aldrig mere vende tilbage til min dør. Jeg er endnu idag ikke stolt af hvordan det endte efter at først 2 – 3 gange pænt have afvist dem, efterfølgende 2 – 3 gange nægtet at åbne min dør og for at så ved deres sidste forsøg indenfor løbet at et par uger få en håndskreven besked smidt ind i min postkasse, hvor jeg blev forklaret at dem søgt mig og gerne ville få tale lidt om Bibelen… ja der gik min grænse. Jeg kan have en meget stor tålmodighed med denne type af situationer, men… At ikke respektere et nej, i mit hjem og i noget så privat som tro, det kunne jeg bare ikke acceptere. Jeg er bare ked af, jeg ikke på en bedre måde kunne forklare at min græns var nået. Respekten og en pæn opførsel er dog en tovejsting, vil jeg mene.

Men så dukkede chancen op igen, på en ny adress i en mellemstor svensk kommun i Skåne. Her var jeg bosat i en lejlighed, hvor der fandtes porttelefon og ingen jeg ikke ønskede at åbne døren for skulle kunne komme indenfor hoveddøren. Efter et par år på denne adresse bankede HØV så alligevel på min dør, jeg forklarede som sedvanligt at jeg ikke var interesseret og bad dem at venligst skrive op i sin bog, dem ikke skulle besøge mig en anden gang. Med et tak og løfte om at ikke igen hilse på hos mig, følte jeg mig faktisk meget tilfreds da jeg lukkede døren med en oplevelse af et godt “første og sidste” møde, selvom jeg for altid kan grine ad min naive idé om at takket være en porttelefon ville dem ikke snige sig ind. Nå, men yderligere noget år gik til jeg en dag kommer hjem, tjekker min mobil som jeg hørte ringe når jeg kørte hjem fra arbejde, ser et ukendt nummer og lytter af min voicemail: “Hej, jeg ringer fra HØV og havde håbet at få tale lidt med dig om Bibelen, men jeg vil prøve at ringe på et andet tidspunkt” – Suk, så er støvsugersælger-metoden skiftet ud til telemarketing-ditto! Her havde jeg jo så bare kunnet blokere numret og gå videre uden at gøre noget mere, men nej…. et forsøg mere, skam den der giver op – Jeg tror på at samtale, kan dem så kan jeg! Jeg ringede det missede nummer op og fik så tale med den unge kvinde som talt ind beskedet på min telefonsvarer. Vi havde et måske 10 – 15 minutter langt samtale, hvor jeg meget roligt og pænt gav udtryk for min holdning, at jeg mente det simpelthen gået for vidt når jeg nu bliver ringet op og også mente at HØV må have misforstået noget vedrørende måden dem vælger at være ude og forkynde på, at jeg havde svært at se dette ville have været Guds vilje, når dem jo faktisk mest bare skabte irritation. Jeg tror jeg gik så vidt som at citere Bibelen, (som jeg skal erkende jeg ikke var og stadig ikke er læst op på…), og mente at Jesus faktisk sagde “lad børnene komme til mig” og ikke at dem skulle jagtes ind til ham, at jeg mente HØV opfører sig som støvsugersælger, at det ikke er en tro værdig og ikke minst min opfattelse at en tro er noget man søger sig til. HØV-kvinden lyttede og hun lød faktisk lidt tagen, når hun i stedet for at spille sin skive op for mig valgte at meget eftertænksomt besvare mine synpunkter om at HØV nok burde opdatere sig, bruge sin hjemmeside og måske lægge information om sin kirke ud på offentlige pladser hvor det er tilladt, sådan at dem der søger selve kan finde dem og tage stilling til om dem ønsker kontakt, med at “sådan havde hun ikke tidligere tænkt på det” og herefter afsluttede med at sige hun aldrig mødt nogen der opvist respekt for deres tro og overbevisning. Dette var også første gangen jeg på rigtig oplevede at have haft et godt samtal med HØV hvor jeg blevet såvel lyttet til som respekteret for mit “nej tak”.

Under resterende 1,5 – 2 år som jeg var bosat på den adressen hørte jeg aldrig mere fra dem. Jeg vil jo gerne tro det var takket være mit samtale med HØV-kvinden, men tænker det nok mere var held… og jeg vil også understrege at jeg på ingen måde tror mit samtale havde nogen anden effekt udover at det gjorde en forskel for mig – Jeg fik fremført mine synspunkter og oplevede vi havde et godt samtale, med gensidig respekt. Hvis jeg stadig været bosat på den adresse i Skåne, havde jeg sikkert fået besøg af dem igen og jeg havde sikkert igen sagt pænt “nej tak” og igen spillet op min skive for dem, dog med en ny sang der formidlede det samme budskab.

Her i Danmark nåede jeg at være bosat i tre år før dem bankede på min dør og jeg tænker det vil blive spændende at se om mit nej vil komme at respekteres. Nå, men hvis de dukker op igen vil jeg helt sikkert opvise min tålmodighed og sige pænt nej tak, men… Jeg kommer aldrig holde op med at blive irriteret over måden dem håndterer forkyndelsen. Min overbevisning står fast – En tro er noget man finder fordi man søger, og ikke hverken bliver født ind eller opdraget til såvel som opsøgt af og “headhunted” til. Af den grund håber jeg også, at alle teenagerer der konfirmeres bliver det fordi dem ønsket og valgt det og ikke fordi traditionen ser sådan ud.

Store tanker og ord, så hvad med mig? Jeg er konfirmeret, af egen vilje og uden kalas lige som jeg ønskede, men er i dag ikke medlem af nogen kirke. Min tro er min egen og i den er jeg tryg, men for at ikke skabe misforståelser vil jeg hellere sige jeg er spirituel end at jeg er troende… “Er du troende?”, så dumt et spørgsmål egentligen, jeg mener vi alle tror på noget – Gud, fodbold eller bare overbevisningen om at vi ikke tror. Min overbevisning er at med respekt, acceptans, forståelse, kærlighed og en dosis realitetssans, vil vi nå langt i mødet med hinanden. At det ikke altid lykkes os er også en selvklarhed, som vi bare må acceptere, lære af og sætte op på kontoen “at være menneske”. Dertil vil jeg dog ikke lukke døren for at andeverden findes såvel som noget der er større end os selve, (kærligheden kalder jeg det), men det fratager os næppe vores eget ansvar for hvordan vi håndterer livet og dets muligheder, opadbakker og gaver vi møder og gives, ligesom dem vi sikrer os om at selv skabe.

En forhåbning endda, er at vi skulle kunne få slippe for denne type af henvendelser ved døren til vores hjem. Vi kan jo framelde os reklame, hvorfor så ikke også HØV og tilsvarende? Jeg er som nævnt spændt på at se om HØV tager vejen forbi min dør igen eller ikke. Damen der mødte op her lavede jo en notering i sin bog, så måske vil ikke lige dette gamle par besøge mig igen… for om jeg ikke husker forkert, er det blevet forbudt også for HØV at gemme denne type af oplysninger i noget intent register? Ah.. For mig kan det måske være ok, så længe noteringen kun går ud på at dem ikke skal banke på min dør igen.

~store emner med mange tanker der har brug for at luftes… Tak fordi du læste ~

©hosgunilla.com – Spørg før du deler, du behøver min tilladelse for at lænke eller publicere indhold fra min hjemmeside

Udgivet den

Fredagshilsner fra mit skrivebord

Så er fredagen her og weekenden er vel for mange allerede begyndt. Jeg er dog stadig ved skrivebordet, da jeg desværre ikke været helt på dupperne denne uge takket være en forkølelse som jeg prøver at jagte væk…

Men noget har jeg i hvert fald fået for hånden, selvom det ikke direkte kan ses her på hjemmesiden. Lige nu lægger jeg det meste af tiden til mit skriveprojekt, som jeg egentligen arbejder med ved siden af at sætte min virtuelle assistance-virksomhed i gang men som alligevel får lov at tage meget tid. Udover dette er jeg i gang med at skrive et par, måske lidt anderledes, blogindlæg om et par emner jeg tit reflekterer kring… tro og sladder, dog ikke i forbindelse til hinanden 🙂 Fik bland andet inspirationen fra et møde ved min dør og lidt andre ting der susede forbi mine øjne og ører her i min hverdag. Emnerne er dog store og jeg indså når jeg skrev, jeg var nød til at lægge dem til side for at prøve at afgrænse mig. Forhåbentlig vil disse blogindlæg se dagens lys nu under weekenden eller til næste uge.

Denne første uge af september har jeg dog, på trods af forkølelsessymptomer, nydt lidt ekstra da jo efteråret endelig givet tegn på at det er klar til at overtage stafetten fra sommeren. Jeg kan godt lide sommeren, (hvis jeg bare slipper for hedebølge da jeg ikke kan klare temperaturer over 22 grader… jeg er en ægte nordbo), men efteråret er min yndlingstid! Så jeg glæder mig og har ikke ondt af nogle regnvejrsdage og koldere temperaturer, selvom efteråret er smukkest i solskin. Blev dog påmindet i dag, at efteråret faktisk begynder først den 23. september, her på den nordlige halvkugle, så jeg må jo vente et par uger mere inden jeg tager efterårstøjet på igen. Lige nu er jo vejret lidt lunefuldt, september er jo faktisk efterårets april – du ved, ligesom april lidt er slusen mellem vinter og forår er september tilsvarende mellem sommer og efterår, hvor vi skal forberedes til koldere temperaturer og mørkere aftner igen. Og jeg… Jeg elsker det!

Nu vil jeg dog slukke skrivebordslampen for idag og gå til weekend. Vil koge mig en stor kop hjemmelavet ingefærsthé og spise lækker thaiinspireret rød curry med kylling, i et forsøg at skræmme forkølelsessymptomerne væk.

~ Nyd det sidste af sommeren – God weekend! ~