…forleden dag og udenfor stod et gammelt par hvor manden holdte sig i baggrunden og damen der stod forrest hilste og forklarede meget forsigtigt og diskret at hun og hendes mand gerne ville få fortælle lidt om Bibelen. Jeg forstod meget hurtigt dem var fra… øh, lad mig kalde dem “Hellige øjnevidner”, (HØV, fremrettet i dette indlæg), som var ude for at forkynde og da jeg allerede er meget sikker i min holdning vedrørende tro og religion, forklarede jeg på min pæneste måde at jeg allerede havde mit egne gode forhold til Bibelen klar og derfor ikke var interesseret i at samtale med dem. Den gamle dame nikkede med hovedet, modtog mit svar og takkede for sig. I alt på ingen måde mere forstyrrende end når nogen fra velgørenheden er ude og går med indsamlingsbøtten, altså i stort set nul på min “forstyrrelsesskala”. Men det betyder dog ikke jeg finder det være ok at “en tro” kommer og banker på min dør. Jeg synes faktisk det er forkert, fordi at i min verden er tro noget man søger sig til og ikke bliver være sig født ind til eller opsøgt af.
Dog skal siges, at når det foregår på sådan en forsigtig og respektfuld måde som ved min dør forleden dag, er det ikke noget der skaber den større irritation hos mig. Jeg ved jo at vi er mange der kan irriteres af lige HØV, når de banker på vores dør i forhåbningen at fange en fortabt sjæl. Ligeledes kender jeg mange historier om måden man vælger at sige “nej tak” på og at mange synes det er i orden at gøre det med både aggression, ondsindede og ironiske bemærkninger. Jeg har helt sikkert også gjort mig skyldig til det, når jeg som “ung voksen” flyttet hjemmefra og det var min dør de bankede på, men har faktisk aldrig rigtig kunnet se pointen med det. For mig drejer det sig om respekt – en gensidig respekt – og at jeg skal kunne sige “nej tak” på en pæn måde og at dem skal acceptere jeg ikke er interesseret og herefter lade mig være i fred. HØV har det dog sådan at dem gerne vender tilbage for at gøre et nyt forsøg, igen og igen, år efter år og jeg har forstået det giver god mening for dem, men det mener jeg ikke gør det mere ok. For hvis de banket på hos mig én gang, så ved jeg at dem findes og kan selv opsøge dem i hændelse af at min tanke ville komme at føre mig den vej… faktisk burde det ikke være behov af at få dem på besøg ens én gang, uden jeg synes dem skal vælge andre veje til at fortælle verden at dem findes og at dem gerne fortæller dig lidt om Bibelen, hvis du har lyst. Det er altså her mit problem ligger, og det gør det uanset om det er HØV eller nogen anden kirke/religion/trossamfund der opsøger mig for at forkynde, fordi – igen – jeg mener at en tro er noget man skal finde fordi man søger, og ikke noget der skal sælges i bedste “støvsugersælger”-stil. Det er respektløst mener jeg, mod både tro/religion og person. Jeg vil faktisk mene det er uværdigt.
Min erfaring er dog, at lige meget hvordan jeg vælger at formulere mit “nej tak” og direkte beder dem om at gøre en notering om at ikke vende tilbage til mig, at jeg er tryg i min tro og ikke ønsker at diskutere, og lige meget hvor meget dem lover at “ja, det skal vi nok og tak for os…”, så vender dem altid tilbage til min dør. Man kunne jo fristes at tro det var fordi de tænker jeg er fanget af den “forkerte Gud” eller – Gud hjælpe! – Er fanget af den mørke side, og at dem af den grund vender tilbage til lige mig… men nej, dette har intet at gøre med mig uden er enkom en aktivitet ud fra deres tro og overbevisning. Envis som jeg er, og med en tro på at samtal er den bedste vej til forståelse, prøvede jeg dog i flere år at forklare min holdning for HØV når dem bankede på hos mig. Jeg valgte forskellige formuleringer, forklarede at jeg meget godt kunne både forstå og respektere deres valg og deres tro, men at dem også måste forstå jeg er af en anden indstilling og derfor respektere mit nej, uden forklaringer eller overtalelsesforsøg. Alt uden større fremgang.
I den by hvor jeg voksede op lykkedes det mig aldrig at blive bønhørt, (undskyld..), af HØV og under mine efterfølgende mange år i en svensk storby var jeg faktisk skånet fra dem i lang tid, frem til dagen da to meget insisterende kvinder bankede på og ikke holdte op med det før det endte med at jeg mistede besinningen og med mit dårligste vokabular bad dem gå og aldrig mere vende tilbage til min dør. Jeg er endnu idag ikke stolt af hvordan det endte efter at først 2 – 3 gange pænt have afvist dem, efterfølgende 2 – 3 gange nægtet at åbne min dør og for at så ved deres sidste forsøg indenfor løbet at et par uger få en håndskreven besked smidt ind i min postkasse, hvor jeg blev forklaret at dem søgt mig og gerne ville få tale lidt om Bibelen… ja der gik min grænse. Jeg kan have en meget stor tålmodighed med denne type af situationer, men… At ikke respektere et nej, i mit hjem og i noget så privat som tro, det kunne jeg bare ikke acceptere. Jeg er bare ked af, jeg ikke på en bedre måde kunne forklare at min græns var nået. Respekten og en pæn opførsel er dog en tovejsting, vil jeg mene.
Men så dukkede chancen op igen, på en ny adress i en mellemstor svensk kommun i Skåne. Her var jeg bosat i en lejlighed, hvor der fandtes porttelefon og ingen jeg ikke ønskede at åbne døren for skulle kunne komme indenfor hoveddøren. Efter et par år på denne adresse bankede HØV så alligevel på min dør, jeg forklarede som sedvanligt at jeg ikke var interesseret og bad dem at venligst skrive op i sin bog, dem ikke skulle besøge mig en anden gang. Med et tak og løfte om at ikke igen hilse på hos mig, følte jeg mig faktisk meget tilfreds da jeg lukkede døren med en oplevelse af et godt “første og sidste” møde, selvom jeg for altid kan grine ad min naive idé om at takket være en porttelefon ville dem ikke snige sig ind. Nå, men yderligere noget år gik til jeg en dag kommer hjem, tjekker min mobil som jeg hørte ringe når jeg kørte hjem fra arbejde, ser et ukendt nummer og lytter af min voicemail: “Hej, jeg ringer fra HØV og havde håbet at få tale lidt med dig om Bibelen, men jeg vil prøve at ringe på et andet tidspunkt” – Suk, så er støvsugersælger-metoden skiftet ud til telemarketing-ditto! Her havde jeg jo så bare kunnet blokere numret og gå videre uden at gøre noget mere, men nej…. et forsøg mere, skam den der giver op – Jeg tror på at samtale, kan dem så kan jeg! Jeg ringede det missede nummer op og fik så tale med den unge kvinde som talt ind beskedet på min telefonsvarer. Vi havde et måske 10 – 15 minutter langt samtale, hvor jeg meget roligt og pænt gav udtryk for min holdning, at jeg mente det simpelthen gået for vidt når jeg nu bliver ringet op og også mente at HØV må have misforstået noget vedrørende måden dem vælger at være ude og forkynde på, at jeg havde svært at se dette ville have været Guds vilje, når dem jo faktisk mest bare skabte irritation. Jeg tror jeg gik så vidt som at citere Bibelen, (som jeg skal erkende jeg ikke var og stadig ikke er læst op på…), og mente at Jesus faktisk sagde “lad børnene komme til mig” og ikke at dem skulle jagtes ind til ham, at jeg mente HØV opfører sig som støvsugersælger, at det ikke er en tro værdig og ikke minst min opfattelse at en tro er noget man søger sig til. HØV-kvinden lyttede og hun lød faktisk lidt tagen, når hun i stedet for at spille sin skive op for mig valgte at meget eftertænksomt besvare mine synpunkter om at HØV nok burde opdatere sig, bruge sin hjemmeside og måske lægge information om sin kirke ud på offentlige pladser hvor det er tilladt, sådan at dem der søger selve kan finde dem og tage stilling til om dem ønsker kontakt, med at “sådan havde hun ikke tidligere tænkt på det” og herefter afsluttede med at sige hun aldrig mødt nogen der opvist respekt for deres tro og overbevisning. Dette var også første gangen jeg på rigtig oplevede at have haft et godt samtal med HØV hvor jeg blevet såvel lyttet til som respekteret for mit “nej tak”.
Under resterende 1,5 – 2 år som jeg var bosat på den adressen hørte jeg aldrig mere fra dem. Jeg vil jo gerne tro det var takket være mit samtale med HØV-kvinden, men tænker det nok mere var held… og jeg vil også understrege at jeg på ingen måde tror mit samtale havde nogen anden effekt udover at det gjorde en forskel for mig – Jeg fik fremført mine synspunkter og oplevede vi havde et godt samtale, med gensidig respekt. Hvis jeg stadig været bosat på den adresse i Skåne, havde jeg sikkert fået besøg af dem igen og jeg havde sikkert igen sagt pænt “nej tak” og igen spillet op min skive for dem, dog med en ny sang der formidlede det samme budskab.
Her i Danmark nåede jeg at være bosat i tre år før dem bankede på min dør og jeg tænker det vil blive spændende at se om mit nej vil komme at respekteres. Nå, men hvis de dukker op igen vil jeg helt sikkert opvise min tålmodighed og sige pænt nej tak, men… Jeg kommer aldrig holde op med at blive irriteret over måden dem håndterer forkyndelsen. Min overbevisning står fast – En tro er noget man finder fordi man søger, og ikke hverken bliver født ind eller opdraget til såvel som opsøgt af og “headhunted” til. Af den grund håber jeg også, at alle teenagerer der konfirmeres bliver det fordi dem ønsket og valgt det og ikke fordi traditionen ser sådan ud.
Store tanker og ord, så hvad med mig? Jeg er konfirmeret, af egen vilje og uden kalas lige som jeg ønskede, men er i dag ikke medlem af nogen kirke. Min tro er min egen og i den er jeg tryg, men for at ikke skabe misforståelser vil jeg hellere sige jeg er spirituel end at jeg er troende… “Er du troende?”, så dumt et spørgsmål egentligen, jeg mener vi alle tror på noget – Gud, fodbold eller bare overbevisningen om at vi ikke tror. Min overbevisning er at med respekt, acceptans, forståelse, kærlighed og en dosis realitetssans, vil vi nå langt i mødet med hinanden. At det ikke altid lykkes os er også en selvklarhed, som vi bare må acceptere, lære af og sætte op på kontoen “at være menneske”. Dertil vil jeg dog ikke lukke døren for at andeverden findes såvel som noget der er større end os selve, (kærligheden kalder jeg det), men det fratager os næppe vores eget ansvar for hvordan vi håndterer livet og dets muligheder, opadbakker og gaver vi møder og gives, ligesom dem vi sikrer os om at selv skabe.
En forhåbning endda, er at vi skulle kunne få slippe for denne type af henvendelser ved døren til vores hjem. Vi kan jo framelde os reklame, hvorfor så ikke også HØV og tilsvarende? Jeg er som nævnt spændt på at se om HØV tager vejen forbi min dør igen eller ikke. Damen der mødte op her lavede jo en notering i sin bog, så måske vil ikke lige dette gamle par besøge mig igen… for om jeg ikke husker forkert, er det blevet forbudt også for HØV at gemme denne type af oplysninger i noget intent register? Ah.. For mig kan det måske være ok, så længe noteringen kun går ud på at dem ikke skal banke på min dør igen.
~store emner med mange tanker der har brug for at luftes… Tak fordi du læste ~
©hosgunilla.com – Spørg før du deler, du behøver min tilladelse for at lænke eller publicere indhold fra min hjemmeside